Du er her: Forside Information Nyheder Træning for livet

Træning for livet

Træning for livet

Kan man træne, når man har sklerodermi og har ondt helt ind i knoglerne? Ja!

Jamen, gør det ikke ondt værre? Nej!

 

Svarene står for min egen regning. Det er nemlig min egen krop, jeg har mærket det på. Og det er jeg ikke alene om. Min speciallæge på Marselisborg har erfaringer fra mange sklerodermipatienter, og hun fortalte mig, at patienter, som træner og fysisk aktive i hverdagen, er dem, der har færrest smerter og har det bedst i hverdagen.

 

Min sklerodermi-”karriere” startede tidligt; som 6-årig fik jeg dyb Morphea, og da den brændte ud omkring 20-årsalderen fik jeg Atrophoderma. Som 40-årig var smerterne blevet så invaliderende, at jeg blev tilkendt førtidspension. Mine primære symptomer er: Atrophoderma giver træthed og smerter i led og muskler, de dybe arvæv strammer og trækker min krop skævt, og min fordøjelse er meget påvirket at sklerodermien.

 

Trænings-”karrieren” startede for alvor midt i 20’erne. En sygemelding sendte mig til en fysioterapeut. Jeg troede bare, jeg skulle masseres godt og grundigt. Nej, han satte mig i gang med træning fra 1. dag. Jeg kunne knapt gå for smerter i ryg og nakke. Han satte mig til at lunte 1 minut den 1. dag, pause 2. dag, lunte 2 minutter dag 3, pause dag 4, lunte 3 minutter 5. dag ovs. Massage blev der kun lidt af, i stedet satte han mig i gang med træning i træningssalen 2 gange om ugen. Samtidig satte han en lille Ib (fysioterapeutens navn) på min skulder, han sagde ”Ret dig op, fødderne lige fremad og skuldrene ned i baglommerne!” i alle døgnets vågne timer. I løbet af en måned blev jeg ligefrem så glad for at løbe, at jeg bare skulle afsted. Smerterne gik væk! Jeg kom på arbejde igen og blev en habil O-løber.

 

Med årene kom der perioder med mange smerter. De kom altid, når jeg havde travlt på arbejde og ikke havde tid til træning. Bl.a. derfor fik jeg fleksjob, så jeg havde tid og overskud til at træne flere gange om ugen. Tiden og især overskuddet gik igen fløjten, da krisen kom, og vi alle måtte klemme ballerne sammen på arbejdet. Sklerodermien gik i gang for fuld styrke, jeg blev fyret og havde det ad H. til med smerter og næsten nede i kulkælderen. Nu kendte jeg min krop nok til at vide, at jeg skulle i gang med træningen igen. Heldigvis kom jeg i afklaringsforløb hos et firma, der kunne tilbyde gratis træning og coaching.

 

Endnu engang startede jeg helt fra bunden af. Få minutters træning 1. gang, ingen vægt på øvelserne, bare bevæge alle led lige så stille. Samme træning de næste gange, derefter kunne jeg øge til et par øvelser mere, senere et par gentagelser mere i hver øvelse og lige pludselig kunne jeg begynde med ½ kg vægt på nogle af øvelserne. Stille og roligt blev smerterne mindre. Jeg kunne sove godt 2 nætter om ugen, hvor jeg før sov nogenlunde måske 1 nat om ugen. Som en del af coachingforløbet førte jeg dagbog, så selvom jeg stadig havde det ret elendigt, kunne jeg se sort på hvidt, at der faktisk var fremgang. Små skridt, men små skridt i den rigtige retning.

 

I dag 3 år senere træner jeg i varmtvandsbassin 2 gange om ugen, går med hunden i terræn 1-2 timer hver dag, arbejder i min have næsten hver dag året rundt og har det bare bedst, når jeg bruger min krop fysisk hver eneste dag. En dag på sofaen giver med garanti en søvnløs nat og flere smerter. Smerter har jeg altid, men de er så meget mindre, end når jeg ikke træner. 2 ugers pause fra bassintræningen kan jeg tydeligt mærke; jeg falder sammen i kroppen, får mere ondt, sover dårligere, tager på, får mere ondt i maven… Altså, der er kun dårlige undskyldninger for ikke at komme afsted. Intensiteten i træningen har jeg lært at afpasse efter min dagsform. Nogle gange tænker jeg; det rækker bare at komme afsted, klæde om og komme i bassinet (hvor varmen i sig selv er god for kroppen), men jeg ender altid med at deltage i træningen på lavt blus! Og får det bedre!

 

I min trænings-”karriere” har jeg været omkring mange træningsformer; løb, dans, svømning, qi gong, MTT, styrke- og konditionstræning i center, varmtvandtræning, cykling og vandring. Min speciallæge bekræftede min formodning; at det er dynamisk træning, som gavner sklerodermipatienter bedst. Derfor er jeg endt med varmtvandstræning og gåture i terræn, på den måde bruger jeg hele tiden musklerne forskelligt. I bassinet er det et stort plus at træne sammen med andre og have det sjovt, varmen hjælper min kolde krop, og vandet gør, at jeg kan gøre de utroligste ting. Frisk luft, lys og den skønne natur er sidegevinsterne med hunden og haven.

 

Træning er blevet min livslange behandling. UVA1 lysbehandling har hjulpet mig rigtig godt, så min sklerodermi ikke er i fuld gang. Førtidpensionen er min redning, så jeg kan træne og dermed have et aktivt og godt liv. Men træningen er som det brændstof der smører og holder min krop i gang.

For mig er træning for livet og for at have et liv!

 

Gode råd til træning:

  • Find den form for træning, du kan lide, synes er sjov og du gider gøre. Træning må ikke være kedelig.
  • Træn sammen med andre. Ha’ det sjovt.
  • Start meget stille og roligt uden vægt. Øg meget langsomt intensiteten. Læg ud med kort træningstid og hviledage, øg meget langsomt. Mærk kroppens signaler både under og efter træning.
  • Dynamisk træning er bedst til sklerodermipatienter. Dvs træning, hvor musklerne hele tiden bruges på forskellige måder.
  • Undgå for meget af de ensformige motionsformer: Løb, cykling, roning, step, maskiner i motionscenter, svømning. Der er ikke noget i vejen med at løbe 5 minutter, cykle en tur eller bruge enkelte maskiner i motionscenter. Afveksling er svaret, så man ikke bare lader fx løb være motionsformen.
  • Forslåede motionsformer: Varmtvandstræning, yoga, thai chi, qi gong, pilates, gåture i terræn, zumba, dans (uden at holde ved partner), havearbejde.


Fordele ved træning:

  • Fremmer fordøjelsen
  • Bedre søvn
  • Gavner humøret
  • Et mere aktivt og socialt liv
  • Bedre sex
  • Færre smerter
  • Bedre kropsholdning
  • Mere varme i kroppen
  • Flottere krop og udstråling
  • Sund appetit
  • Mindre eller slet ingen smertestillende medicin (og måske andet medicin)

 

 

Gitte Medom Kjeldsen,

november 2013

HOTLINE


Hvad enten du er nydiagnosticeret eller er stødt på nye udfordringer, så kan det nogle gange være godt at have én at tale med.  
Læs mere



 

 

NYHEDSBREV


Tilmeld dig nyhedsbrev her.

 

Ønsker du ikke flere nyhedsbreve? Klik her.  

 

 

 

Følg også med på Facebook
FØLG OS PÅ FACEBOOK

 

 

 

FESCA Dansk Sklerodermi og Raynaud forening er medlem af FESCA, the Federation for European Scleroderma Associations. Læs mere